Hej Verden!

En sand beretning om medfølelse, tillid og svigt:

I efteråret 2009 sendte DR1 en dokumentar på en time ”Mareridt bag tremmer” om 2 danskere i udenlandske fængsler; en kvinde i Cambodja og en mand på Philippinerne. Kvinden i Cambodja, Johanne Winther Axelsen, er omdrejningspunktet i denne fortælling. Hun var i 2008 blevet idømt 15 års fængsel og 40.000 dkr i bøde for at have medvirket til at smugle codein-holdig håndkøbs-medicin ud af landet.

DR-programmet viste, at det var helt problemfrit at købe 10-20 æsker i det lokale medicinudsalg.

 

Jeg var noget rystet over straffens længde og begyndte at skrive med hende i Prey Sar fængslet i Phnom Penh. Hun fortalte om forholdene, der var svære at fatte, men også at hun mente, hun kunne bestikkes ud for 100.000. Det kunne jeg ikke lige se, hvordan skulle arrangeres, og hvor skulle pengene komme fra? Nå, det blev jul, og jeg sendte hende 500 dkr, for der skulle jo betales for alt ud over det hundeæde, fængslet delte ud.

 

I januar 2010 fik jeg pludselig en opringning fra advokat Henrik Hasseris Olesen, der arbejdede gratis for Johanne. Han havde tilfældigt besøgt hende i Prey Sar, da han med en ven besøgte en anden fange. Han fortalte, at Justitsministeriet og Udenrigsministeriet havde udvirket, at Johanne kunne overføres til Danmark og dømmes her. Ministerierne havde bare ingen penge, så han stod og manglede 40.000 – ville jeg medvirke? Glad over, at beløbet nu var faldet fra 100.000 til 40.000 og i et tilfælde af  ”ungdommeligt” overmod  (verdensmandsnykker?), sagde jeg: ”Pengene er i Phnom Penh i morgen”

 

2 danske betjente fløj til Cambodja og hentede Johanne i marts 2010. Henrik og jeg mødte som de eneste op i lufthavnen og bød Johanne velkommen hjem. Hun var dybt taknemlig over det arbejde Henrik havde lavet og mit lån, og jeg tror, hun havde en tåre i øjenkrogen. Vi fejrede hjemkomsten med morgenmad på Henriks kontor. Johanne ville hjem til Sønderborg og have styr på sit liv – meget forståeligt. Jeg fik hendes mobil-nummer, og hun fik mit fastnet-nummer.

 

Tiden gik, og jeg hørte ikke fra Johanne. Efter et par måneder tænkte jeg, at hun vel nu havde fået så meget styr på hverdagen, at vi nu kunne snakke lidt om de 40.000. Hendes mobil-nummer  -   min eneste kontaktmulighed til hende  ­­-  virkede imidlertid ikke.

Slut i juli 2010 læste jeg på tekst-tv, at Johanne ved retten i Sønderborg var blevet idømt 3 måneders betinget fængsel. (Hun havde siddet omkring 2 år i Prey Sar.) Noget af en spand koldt vand at få i hovedet at få det at vide på den måde. Og ikke en lyd fra Johanne før eller efter.

 

Månederne gik med tavshed, og hen på efteråret gik jeg på folkeregisteret og købte hendes adresse; hun var flyttet til Hasle på Bornholm! Jeg skrev til hende og spurgte, hvilke tanker hun gjorde sig om de 40.000. Ingen reaktion. Et par måneder efter skrev jeg igen – samme resultat. Jeg kontaktede Henrik, der sidst i december 2010 skrev til Johanne (med kopi til mig), at sådan kunne hun ikke behandle mig. Heller ikke der nogen reaktion. Midt i februar 2011 sendte jeg hende så et anbefalet brev, hvori jeg skrev, at de 40.000 nu ikke længere var et lån, men en gave og husk at opgive gaven til skattevæsenet.

Brevet kom retur med postvæsenets etiket på: Modtagelse nægtet. Jeg skrev så et åbent postkort med samme besked. For første gang i et år fik jeg en reaktion. Hun ringede, minsandten! For at takke mig for de 40.000???  I den grad TVÆRTIMOD!!! Jeg fik en mega-sviner: Hvad jeg bildte mig ind? Det kunne jeg ikke tillade mig! Det jeg havde foretaget mig var strafbart, og jeg burde meldes til politiet! (Hendes postkasse var blevet tømt af hendes nabo, ”og nu vidste hele Bornholm det”). Stemmen var skinger, og jeg kunne slet ikke komme igennem med spørgsmål. Jeg knalder aldrig røret på; nej, jeg lægger røret i sofaen og tænder for radioen. Senere samme dag skrev jeg et postkort til hende og meddelte, at post fra hende ville blive sendt retur og telefonopkald ikke modtaget. Siden da behagelig tavshed.

I al fredsommelighed

Mikkel Hass

 

PS: 06.05.13 lagde Johanne dette citat op på sin facebook-side: ”Tænk hvis mennesker var som penge, så ku’ man bare holde dem op mod lyset og se, om de var ægte eller falske”

Ak ja, havde det bare været en mulighed den martsdag i lufthavnen.